Vikar: ”Det er de små ting, der gør størst indtryk”
Et spil kort, en gåtur eller en portion pandekager kan være dét, der skaber ægte glæde hos beboerne.
For barselsvikar Alexander Beckmann Winther er det netop disse stunder, der gør jobbet så livsbekræftende

Siden februar har Alexander Beckmann-Winter haft sin daglige gang i Hus G, stuen, hos Bostederne hvor han er ansat som pædagogisk medarbejder i et barselsvikariat.
Oprindelig er han uddannet ergoterapeut, og før han startede i vikarjobbet hos Bostederne arbejdede han i en virksomhed, der samarbejdede med jobcentre omkring jobafklaring.
Det blev hurtigt tydeligt for ham, at det ikke var dér, han hørte til.
"Det var for langt væk fra det, jeg brænder for. Jeg havde ikke læst til ergoterapeut for at følge en virksomheds mål – jeg ville ud og møde mennesker dér, hvor de er,” fortæller han.
Hvorfor søgte du vikariatet her på Bostederne?
Jeg har længe haft et ønske om at arbejde på et bosted med netop denne målgruppe. Tidligere har jeg været frivillig hos Røde Kors, hvor jeg arbejdede med unge mellem 18 og 30 år – herunder flere unge mænd med autisme.
Min interesse for socialpsykiatrien har været gennemgående – og det var også en af grundene til, at jeg valgte at læse til ergoterapeut.
Jeg interesserer mig naturligvis også for det kropslige og anatomiske, som mange forbinder med faget, men det er i det psykosociale arbejde, jeg for alvor finder mening.
Det er i mødet med mennesket – i relationen, i kontakten og i arbejdet med at forstå og støtte mennesker med psykiske udfordringer – at mit engagement og min faglige nysgerrighed for alvor ligger.
Hvordan har det været at starte i jobbet som vikar?
Jeg har fået en rigtig god introduktion til opgaverne. I de første par uger fulgte jeg en kollega rundt, men derefter fik jeg hurtigt ansvaret for opgaverne selv.
Heldigvis er jeg blevet taget rigtig godt imod – både af kollegaer og beboere – og det har gjort opstarten tryg og positiv.
Hvad er dine arbejdsopgaver?
Selvom det er nyt for mig at arbejde med denne målgruppe, oplever jeg, at mine opgaver i hverdagen er på lige fod med mine kollegaer – som er uddannede pædagoger.
Vi støtter sammen beboerne i at leve så selvstændigt som muligt og hjælpe dem med at fastholde den struktur, der er vigtig for deres trivsel hvilket giver dem tryghed og overskuelighed.
Samtidig arbejder vi med at fremme deres selvstændighed.
Ikke nødvendigvis fordi der skal være et mål om, at de skal kunne klare alting selv, men fordi de små skridt mod øget selvstændighed, giver dem mere indflydelse på deres eget liv.
Og det har i sig selv en stor værdi.
Hvordan bruger du din uddannelse som ergoterapeut i arbejdet med beboerne?
Jeg oplever, at min ergoterapeutiske baggrund giver mig et lidt andet blik på tingene, fordi jeg er skolet i at se beboernes hverdagsaktiviteter og selvstændighed fra en anden vinkel.
Det kan for eksempel være, når jeg ser, at en borger egentlig godt kan klare en opgave selv, men hvor vi alligevel ender med at gøre det for vedkommende.
Her vil jeg typisk tænke: Hvorfor gør vi det på den her måde? Kunne vi støtte mere frem for at overtage?
Ergoterapi handler i høj grad om at skabe mulighed for deltagelse i dagligdags aktiviteter – alt det, vi gør fra vi står op, til vi går i seng.
Og her er min tilgang sådan at hvis beboeren selv kan udføre en aktivitet – helt eller delvist – så er det vigtigt at støtte op om det i stedet for at tage over.
Det er ikke, fordi mine kollegaer ikke også har blik for det – det ved jeg, de har.
Men jeg tror, at vi alle sammen – mig selv inkluderet – nogle gange kan komme til at hjælpe mere, end det egentlig er nødvendigt, fordi det er hurtigere og nemmere.
Min ergoterapeutiske faglighed minder mig om at stoppe op og overveje, hvordan vi støtter bedst muligt på den lange bane.
Hvad er det bedste ved dit job?
Helt klart, at jeg får en dyb forståelse for beboerne og et nyt perspektiv på de udfordringer, de lever med i hverdagen.
Det føles som et stort privilegium at få adgang til deres hjem, støtte dem og være en del af deres liv.
Jeg er positivt overrasket over, hvor åbne de har været over for mig.
Jeg har ikke oplevet nogen form for skepsis eller modstand – tværtimod har de været imødekommende og villige til at indgå i kontakt og samtale fra begyndelsen.
Hvornår føler du dig mest succesfuld i dit job?
Dét, der gør størst indtryk på mig, er, når beboerne er glade og viser deres glæde – for eksempel efter en hyggelig aktivitet.
Det kan være i weekenden, hvor vi har bagt pandekager, været ude at gå en tur, spillet et spil sammen eller bare spist et aftensmåltid, som de syntes smagte virkelig godt.
Det er netop dét, jeg synes, der er så livsbekræftende ved at arbejde med denne målgruppe.
At det ofte er de helt små ting, der skaber stor glæde hos dem.
Hvilke værdier er vigtige for dig i dit arbejde?
Jeg bestræber mig på at være rummelig og møde beboerne dér, hvor de er – både når de er glade og fulde af fortællelyst, og når de har det svært.
For selvom stemningen ofte er god, så rummer deres hverdag også udfordringer.
Og det er vigtigt for mig at kunne være der for dem i begge yderpunkter af følelsesregisteret – uanset om de er glade, vrede, kede af det eller bange.
Derfor prøver jeg at vise dem, at det er helt okay at have det svært.
Vi er her, hvis de har brug for støtte – og vi ønsker dem det bedste.
Så rummelighed og empati betyder meget for mig i mit arbejde.
Samtidig håber jeg at kunne bidrage med godt humør og energi – på en nærværende og oprigtig måde.
Hvad tænker om dit arbejdsliv fremadrettet?
Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med at arbejde med denne målgruppe. Det udvikler mig - både fagligt og menneskeligt.
Jeg lærer utrolig meget af beboerne, især i forhold til at læse og forstå deres nonverbale signaler. Det kan være alt fra små bevægelser og kropssprog til noget så enkelt – og alligevel sigende – som et blik rettet stift mod jorden.
Samtidig får jeg også rigtig meget ud af samarbejdet med mine kollegaer. Jeg lærer meget af deres tilgang til opgaverne, de faglige diskussioner, vi har, og den sparring, de giver mig i hverdagen.
Jeg håber, at jeg kan blive her – men jeg er stadig ret ny på arbejdsmarkedet, så hvis det ikke bliver her, åbner der sig sikkert andre spændende muligheder.
Hvilke tre ord beskriver dig?
Rummelig, empatisk og positiv.
Bonus info om Alexander…
30 år
Bor på Amager
Har en lille datter og en hund, der kræver mange gåture
Han spiller guitar og har tidligere spillet i band.